"Hvidsten gruppen" og den spirrende danske nationalisme

Jeg vil gerne indlede med at tilstå, at jeg endnu ikke har set filmen om den danske modstandsgruppe ”Hvidsten gruppen”, der blev dannet af en kroejer uden for Randers, og som opererede i perioden 1943 – 1945. Filmen har fået blandede modtagelser. Der er anmeldere der roser filmen til skyerne – andre er dog kritiske og kalder filmen for sentimentalt og kedsommeligt. Jeg kan af gode grunde ikke vurdere om anmelderne har ramt plet med deres respektive anmeldelser, eftersom undertegnede endnu ikke har set filmen. Men dette er ej heller formålet med nærværende blog. Jeg agter blot i denne blog at diskutere et udsagn, som blev stilet af filmens instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis i tv2-nyhederne forleden. Her fik Anne-Grethe Bjarup Riis på misvisende vis sagt, at vi skylder hvidsten gruppen meget for den frihed vi har i dag. Magen til vrøvl skal man lede længe efter. Jeg er som udgangspunkt hverken kritisk over for den danske modstandskamp mod den nazistiske besættelse eller de danske frihedskæmpere, der satte deres liv på spil for at visse deres modstand mod et modbydeligt styre. Man kan naturligvis ikke negligere og nedgøre modstandsfolkenes heltemod, så det vil jeg naturligvis ikke. Men når det er sagt, så er det et historisk falsum af dimensioner at hævde, at modstandsbevægelser som hvidstens gruppen var årsagen til Danmarks befrielse og den efterfølgende frihed. Sandheden er dog – selvom dette af nogle kan opfattes som værende nedværdigende – at den danske modstandskamp, hvad Danmarks befrielse den 5. Maj 1945 angår, er en ligegyldig detalje. Den danske modstandskamp har kun symbolsk betydning, og den blev knap nok bemærket af det nazistiske styre i Berlin. Det er grotesk – historiefagligt set – at tillægge modstandsbevægelserne en rolle, som de slet og ret ikke er berettiget til. Den danske modstandskamp sendte godt nok en signal til de allierede om, at danskerne, trods samarbejdspolitikken, havde svært ved at indordne sig det nazistiske regime.  Men her stopper betydningen også. Rent militært spillede modstandsbevægelsen ingen nævneværdig rolle. Danmark blev befriet fordi det nazistiske regime brød sammen den 8. Maj 1945, og netop som resultat af dette blev Danmark sat fri. Længere er den faktisk ikke.

Men dog er det interessant og tankevækkende, når man ser, hvilken revival den danske modstandsbevægelse har fået inden for de sidste – især på det store lærredet. Og for ikke at det skal være nok, så blev de tilbageværende modstandsfolk hyldet ved et overdådigt prisuddelingsshow i december 2011.  Modstandskampen og myterne omkring den er med andre ord atter blevet en vigtig brik i Danmarks spirende nationalisme.

Tilbage står følgende spørgsmål: Hvorfor er de irakere, der kæmpede mod den amerikanske besættelsesmagt, terrorister, når vi hylder de danske modstandsfolk som modige frihedskæmpere? 

Ikke Enten-Eller, men Både-Og

Har det danske straffesystem et troværdighedsproblem? Tager samfundet større hensyn til de kriminelle end til voldsofrene? Ovenstående spørgsmål er igen vakt til live, efter at det er kommet frem, at kokken, Claus Meyer, har ansat en voldsdømte kriminel i et rehabiliteringslignende job i sit firma. Kokken Meyers hjælpende hånd til den kriminelle voldsmand - så denne kan få nulstillet sit liv og få en ny begyndelse - har provokeret offeret, Marlene Duus, der blev udsat for et voldeligt overfald af den voldsdømte. Det skal nævnes at offeret, Marlene Duus, er 50 % invalid i dag – hun blev blandt andet kastet ud fra 3. sal af den ovenfornævnte voldsmand, foruden den korporlige vold, som hun også blev udsat for. Det skal ligeledes nævnes at den voldsdømte kokkeelev har afsonet halvdelen af sin dom, og er pga. ”god opførsel” i fængslet fået mulighed for at rehabilitere sig selv – og det er der faktisk ikke noget odiøst i, eftersom denne er en almenkendt praksis, hvor målet er at få de kriminelle ud af kriminalitet – bl.a. ved at sætte dem i skånejobs etc.  Både kokken Claus Meyer og det danske straffesystem er, siden Marlene Duus skrev sin kronik, blevet udsat for kritik fra flere sider.

Både systemet og Meyer er blevet kritiseret for at have prioriteret gerningsmanden højere end offeret. Ifølge Marlene Duus har hun ikke fået den fornødne hjælp fra samfundet – modsat gerningsmanden, der, som nævnt  ovenfor, har fået stillet en rehabiliterings job i udsigt. Og det er netop her forargelsen kommer ind i billedet. Det er primært pga. det nævnte at kritikerne har adresseret en skarp kritik af Meyer. Kritikken har bl.a. lydt hvordan Meyer kan tillade sig at hjælpe en voldsmand?
Men er kritikken mod Meyer egentlig fair? Bør Meyer virkelig udsættes for kritik, eftersom denne blot udviser social ansvarlighed og bevidsthed? For mig at se er det ikke et spørgsmål om enten-eller, men mere et spørgsmål om både-og. Det er selvsagt, at offeret i en velfærds- og retsstat som det danske skal have den fornødne hjælp og retfærdighed. Og de kriminelle skal naturligvis i en retsstat have den straf de fortjener, men på den anden side skal de kriminelle også have mulighed for resocialisering, så de ikke ender i kriminalitet igen.

Undertegnede er udmærket klar over, at ovenstående er et stærkt følelsesladet emne, og jeg kan derfor sagtens følge Marlene Duus' og andres forargelse. Men vi kan som samfund ikke lade skæve eksistenser passe sig selv. Jeg mener heller ikke, at det er til gavn for fællesskabet. Alle skal have en chance.

Det er med andre ord ikke et spørgsmål om Enten-Eller, men om Både-Og.

Reality TV - pøbelens legeplads

Det er reality tv’ets tidsalder. Det flyder med ligegyldige tv-koncepter, hvor unge mennesker bruger adskillige uger i et aflåst hus eller på et hotel i Mexico med det primære formål at udlevere deres ikke eksisterende intelligent og dyrke sex på åbenskærm – hovedsageligt pga. penge. Der er flere elementer ved reality tv, der tenderer til det absurde. Som de første kan man undre sig over, hvorfor unge mennesker overhovedet vælger at udlevere sig selv på åbenskærm. Og ligeledes kan man undre sig over, hvad der får familien Danmark til at bruge tid på den slags lort. Men i kraft af nogle sociologiske ræsonnementer kan man snildt besvare de to ovenfornævnte refleksioner. Så dette agter jeg ikke diskutere yderliggere. Men er det ikke underligt, at når en egentlig mor med 3 børn sælger sin krop for at brødføde sig selv og sine børn, så kaldes hun en luder - nogle gange en billig af slagsen. Men når 19-årige tager til Mexico og dyrker sex på åbenskærm for at vinde en kvartmillion, så kaldes de kendisser og bliver inviteret til galla sammen andre samfundsspidsere? 

Frivilligt arbejde? Også når vi skilter med det?

87 mio. kroner til afrikanske børn på flugt – det er hvad der blev samlet ind i går. Den humanistiske tanke bag indsamlingen er naturligvis prisværdig og den store nytte, som de 87 mio. kr. kan tænkes at generere for de afrikanske børn, er livsvigtig. Så denne blog har ikke til formål at kritisere landsindsamlingen som sådan. Jeg ønsker blot at kritisere den måde indsamlingen talesættes på. Ud fra mediernes dækning af indsamlingen, så er danskere gavmilde givere, der, grundet deres hank til næstekærlighed,  senere millioner af kroner ned til de fattige afrikanere, der skildres som passive modtagere. Ifølge diskursen er indsamlingen udtryk for danskernes godhed og gavmildhed, eftersom indsamlingen, ifølge selvsamme diskurs, ikke er dialektisk.

Der er to grupper af aktører i landsindsamlingen: Danskerne og afrikanerne. Afrikanerne er den passive part, og danskerne er den aktive part i forholdet, ifølge den gængse diskurs. Men forholder det sig virkeligt sådan? Er landsindsamlingen virkelig velgørenhed? Og hvad er velgørenhed?

Jeg mener ikke at man entydigt kan plædere for, at landsindsamlingen er udtryk for velgørenhed, eftersom mange firmaer bruger landindsamlingen i kommerciel og brandingsmæssig øjemed.  Jeg mener heller ikke at afrikanerne er passive – de er i den grad også aktive. De afrikanere, der modtager penge, og  de danskere, som giver penge til den såkaldte nødhjælp, er både givere og modtagere. Der er med andre ord tale om et forhold, hvor der gives og modtages – fra begge parter vel at mærke. Og jeg mener, at denne vinkel skal med, når velgørenhed dækkes og diskuteres

Og sluttelig kan man reflektere over, om der overhovedet er tale om velgørenhed, når man bruger den såkaldte velgørenhed til selviscenesættelse? Er der tale om frivilligt arbejde, når den som laver frivilligt arbejde skilter med det i CV’et -  med henblik på at drage personlige nytte?

Thornings første 4 måneder - en refleksion

Det er snart 4 måneder siden Danmark fik sin første kvindelige statsminister i skikkelse af den socialdemokratiske Helle Thorning-Schmidt – 110 år efter parlamentarismen blev indført i Danmark og 86 år efter kvinderne fik stemmeret til folketinget.

Det var ventet at den nye statsminister ville få en svær start og muligvis en vanskelig og ’op-ad-bakke’ embedsperiode. Men Helle Thorning og hendes S-R-SF-regerings har mildest talt fået en katastrofal start.   

Ud over sager om manglende indfrielser af valgløfterne, har personsager i den grad forhindret regeringen i at få en nogenlunde acceptabel start. Kritikken – både politiske og personrelaterede – har haglet ned over regeringen, og meget symptomatisk er kritikken ikke kun kommet fra oppositionen og medierne. Også intern kritik har sat spørgsmålstegn ved regeringens integritet. Især uroen i SF har miskrediteret regeringen og dens sammenhold.

Lad det være sagt: Helle Thornings regering kunne godt have fået en bedre start – og det tror jeg også Helle og hendes regeringskabinet er klar over. Men når det er sagt, så er det også vigtigt at anføre at Helle Thorning overtog embedet på et kritisk tidspunkt. Det Danmark Helle Thorning overtog for snart ca. 4 måneder siden, balancerede mellem lavvækst og recession, og selvom Danmark ikke var i recession da Helle Thorning tog over, så var det kendt at Danmark reelt har været i recession i 2011. Og ifølge flere iagttagere er der en reel fare for at Danmark kommer i recession i 2012, hvilket Helle Thorning også antydede mellem linjerne i sin første nytårstale.

På baggrund af ovenstående vil det ikke være forkert at sige, at den globale finanskrise har – og vil – præge hendes første embedsperiode. Det er altid en udfordring at overtage et land i krise, eftersom krisen vil kræve al opmærksomhed, hvorfor det vil være svært for regeringen og dens respektive partier at sætte parti-politiske fingeraftryk på den førte politik. Dette er netop skæbnen for socialdemokraterne og SF, der begge har måttet gå på kompromis med deres mærkesager for at imødekomme de udfordringer Danmark står overfor. Faktisk er det kun de radikale der er kommet bedst ud af starthullerne, og det står da også klart for de fleste, at den nuværende regerings regeringsgrundlag stort set er radikal politik. Væk er eksempelvis efterlønnen, som både Socialdemokraternes og SF’s kernevælgere ønskede at bibeholde, og Socialdemokraterne og SF gav da også udtryk for, at de agtede at kæmpe for efterlønnen.

I dag – ca. 4 måneder efter valget – er skuffelsen enorm. Regeringen kritiseres fra alle sider for at føre en uambitiøs og  visionsfattig politik, og sluttelig er den ønskede forandring udeblevet, ifølge mange vælgere. Men er kritikken af den siddende regering fair og nuanceret?

Jeg har tidligere i bloggen anført, at regeringen naturligvis har begået fadæser – måske også flere hvad der er tilladt  af en ny regering. Men når det er sagt, så er det også vigtigt at anholde det faktum, at de helt store forandringer kun sjældent finder indpas i dansk politik. Dansk politik er på mange måder så fastlåst i sin struktur, at det groft sagt kan være lige meget, om det er venstrefløjen eller den borgerlige fløj, der får magten – i hvert fald i forhold til finanspolitikken( Jeg erkender at jeg her skildrer et billede med en grov pencil). Den danske finanspolitik bevæger sig mellem to økonomiske paradigmer: Den kontraktive finanspolitik og den ekspansive finanspolitik, hvor man enten skruer en smule ned for renten eller skruer en smule op for renten. Alt efter om man ønsker øge forbruget eller spar på pengene. I krisetider er det den ekspansive finanspolitik, der tiltrækker opmærksomhed.

Det kan derfor være en fordel at skrue ned for forventningen, når man vælger en ny regering ind på borgen. Der sker ikke fandens meget i dansk politik – i hvert fald hvad finanspolitik angår. På det værdipolitiske er forskellene dog mere synlige.

Øieblikket ønsker alle en glædelig jul og et rigtigt godt nytår! 

"I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.."
 - Matthæus 5.43-44


- Anbe Sivam

Refleksion: "Danske spil" og velgørenhed

Indenfor den nærmeste fremtid mister ”danske spil” sit monopol på området. Grundet en omfattende liberalisering af  feltet har danske spillere snart mulighed for at vælge imellem mange spiludbydere – herunder mange udenlandske. I dag eksisterer disse udenlandske spiludbydere kun online – men snart kan de også findes i butikkerne. For mange spillere er det en god nyhed, eftersom intern konkurrence sikkert vil komme spillerne til gode i form af højere odds etc. Men der er også et problem ved denne liberalisering, efter min mening. Det er jo sådan, at ’danske spil’ – ud over at være statsejet  (80 % ejes af staten) – er en art velgørenhedsorganisation, der støtter foreninger, klubber og talenter økonomisk. Så når du/Jeg spiller lotto eller lignende via ’danske spil’, og taber væddemålet, så går noget af pengene til bolde, trøjer etc. til gadebørn i Afrika, Sydamerika etc. Men med liberaliseringen vil danske spil miste kunder, og dette vil desværre påvirke danske spils støtte til velgørenhedsprojekter. Derfor bør vi overveje, hvem vore penge skal gå til, næste gang vi spiller på en eller flere fodboldkampe. Skal pengene gå til en organisation, der støtter fattige klubber i provinserne og velgørende projekter i den 3. verden,  eller skal pengene gå til i forvejen stenrige spiludbydere og deres penthouse lejligheder i Monte Carlo?

/Bas Kanthavanam